Cahill om top 4: Tottenham snubler ikke
Chelsea tabte i går endnu et stort skridt i jagten på top 4, da de, trods stort overtag i spil og chancer, spillede 1-1 mod lokalrivalerne fra West Ham.
Med det uafgjorte resultat har de forsvarende engelske mestre nu hele 10 point op til Tottenham på 4. pladsen, og anfører Gary Cahill erkender, at Chelsea ikke kan indhente Spurs:
– Hvis du spørger mig, om Tottenham kommer til at snuble, så vil jeg sige, at det sker ikke. Et godt hold smider ikke sådan en føring, siger han ifølge London Evening Standard.
Ifølge Cahill skal Chelsea nu rette fokus mod FA Cup-semifinalen i slutningen af måneden, hvor Southampton venter på Wembley:
– Ligaen er, som den er for tiden, og vi har stadig FA Cuppen, der kan redde sæsonen. Sæsonen handler nu om at vinde FA Cuppen.
På papiret har Chelsea også mulighed for at indhente Liverpool, der ligger á point med Tottenham. Merseyside-klubben har spillet en kamp mere end Chelsea, og de to hold mødes inden længe i Premier League.