Byggesjusk: Tottenham erstatter 15.000 sæder på nyt stadion
Tottenham er blevet nødsaget til at flå 15.000 sæder på deres nye stadion ud, fordi bygherren har begået brøler.
Det skriver Evening Standard torsdag.
Spurs har allerede måttet flytte deres første hjemmekamp næste sæson til Wembley, fordi det nye stadion ikke står klar til brug i tide, men ifølge en talsmand for klubben vil problemerne med de mange sæder ikke udskyde åbningen af klubbens nye hjemmebane yderligere.
Håber er stadig, at byggeriet står klar til Spurs' hjemmekamp mod Liverpool den 15. september, men bygherren og klubben er i et kapløb med uret for at stadionet klar til da.
– Alle sæder med fejl vil hurtigt blive erstattet, og det får ikke nogen indflydelse på planlægningen for vores tests af byggeriet, som starter i august, eller vores første hjemmekamp på vores nye stadion mod Liverpool, skulle en talsmand for klubben angiveligt have fortalt.