Burnley-boss hylder sine spillere efter sejr
På mål af Sam Vokes og Johann Gudmundsson kunne Burnley gå til pause med en føring på 2-0 i hjemmekampen mod Crystal Palace lørdag eftermiddag. Connor Wickham og Christian Benteke fik i anden halvleg vendt kampen på hovedet, men i overtiden lykkedes det alligevel Burnley at tage alle tre point, da Ashley Barnes scorede sejrsmålet.
Efter kampen var Burnley-manager Sean Dyche glad for sejren og mener, at den var velfortjent:
– Det var en kamp, der kunne gå begge veje, men jeg føler, at vi fortjente sejren. Vi kom planmæssigt foran, men jeg følte alligevel nervøsitet hos spillerne. Derfor er jeg også rigtig glad for, at spillerne formåede at slutte kampen godt af, siger den britiske manager.
Sejren over Crystal Palace betyder samtidig, at Burnley indtager niendepladsen i Premier League. En stor bedrift for oprykkerne, mener Sean Dyche:
– Det er fantastisk, at en klub som Burnley ligger nummer ni i Premier League på nuværende tidspunkt af sæsonen. Mange forventede, at vi ikke ville have en chance i Premier League, men vi nyder hver eneste kamp og har fået nogle gode resultater indtil nu. Forhåbentlig kan det fortsætte, slutter Sean Dyche.