Burde Chido Obi have fået chancen tidligere?
Chido Obi fik sin debut for Manchester United i Premier League, da Rúben Amorims mandskab søndag aften tabte til Tottenham i London.
Her blev den danske angriber således skiftet ind i kampens absolut sidste minutter.
Her erstattede han Casemiro, der i øvrigt får hård kritik for sin præstation.
Men var indskiftningen af det danske stortalent tidsnok?
Det sætter man indirekte spørgsmålstegn ved hos mediet Goal. For i bedømmelsen af Rúben Amorim, som Goal har foretaget på bagkant af kampen på Tottenham Hotspur Stadium, sendes der en hentydning til den sene indskiftning af det danske stortalent.
– Hans (Rúben Amorims, red.) hænder var bundet af mængden af skader, men havde det skadet at give nogle af de unge spillere chancen før det 90. minut? Sådan lyder bedømmelsen af Rúben Amorim hos Goal.
Det kan næppe ses som andet end en hentydning til den sene indskiftning af Chido Obi. Den danske angribers bytte med Casemiro i kampens slutminutter var således den eneste udskiftning, som Rúben Amorim foretog i kampen.
Læs også: Rasmus Højlund trækker overskrifter
Den næste kamp, der venter for Manchester United, er på lørdag. Her drager holdet en tur til Liverpool, hvor Everton venter på Goodison Park.
Øverst i artiklen finder du højdepunkterne fra Manchester Uniteds nederlag til Tottenham.
















