Bruce lovpriser ny angrebsduo
Hull City Tigers forsatte i weekenden deres stime af gode resultater med en 4-0 sejr ude over Cardiff, og Steve Bruce har kun positive ord tilovers for den nye angrebsduo.
I januarvinduet hentede Hull-manager, Steve Bruce, to nye angribere til klubben, hvilket har vist sig at være et vitalt skridt i kampen om overlevelse. Den tidligere Everton-spiller, Nikica Jelavic, har sammen med den tidligere West Brom-spiller, Shane Long, udgjort en farlig duo, som igår resulterede i klubbens største udesejr i Premier League.
Jelavic imponerede i særlig grad med to mål, mens Shane Long var en konstant trussel mod Cardiff-målet, og det er noget, som glæder manager, Steve Bruce.
– Jeg synes ikke, vi spillede specielt godt i første halvleg. Jeg syntes, vi gav bolden væk alt for let, men det, der sikrede os sejren, var den lille smule kvalitet, som vi har investeret i oppe på den øverste halvdel af banen.
– Når man så ikke spiller særlig godt og har sådanne to spillere, så er du en trussel.
Sejren igår betyder, at de nu er seks point over nedrykningzonen. I næste kamp gælder det Newcastle hjemme, hvor man skal forsøge at tage endnu tre point.