Annonce
Annonce
Foto: Getty Images
Brøndby-træner revser Crystal Palace: Uprofessionelt og respektløst
Crystal Palace bød 40 millioner kroner på Frederik Rønnow få timer før transfervinduet lukkede onsdag aften. Brøndby afviste, da de ikke kunne nå at finde en afløser.
Dagen derpå er englænderne dog ikke i kridthuset på Vestegnen. Brøndbys træner Alexander Zorniger kalder Crystal Palaces sene bud for 'uprofessionelt og respektløst':
– Frederik var i den samme situation i sommer. Den samme klub ville have den samme spiller på transfervinduets sidste dag, siger Zorniger ifølge TV2 Sport og fortsætter:
– Jeg ved ikke, hvem der kan forstå, at de (Crystal Palace, red.) gør det, men jeg er ikke i stand til det. Men han (Rønnow, red.) er her stadig, og det er vi meget glade for.
Spørgsmål fra TV2: Synes du, det er uprofessionelt af Crystal Palace?
– Ja! Det synes jeg. Måske synes de, at det er professionelt, men fra mit synspunkt så er det uprofessionelt. Det er respektløst over for en anden klub, siger den tyske træner.
Også Brøndbys sportsdirektør Troels Bech er ærgerlig over, at Palace først kom med et bud i 11. time.
– Buddet kom desværre så sent, at det blev urealistisk at få tingene til at hænge sammen. Det var en alvorlig udfordring, og den viste sig også at være større, end der kunne magtes at få en erstatning ind, siger Troels Bech.
Brøndby IF er forud for forårssæsonen nummer to i den danske Superliga. Nu har de dog også Rønnow i det kommende halve år.
Crystal Palace må fortsat nøjes med Wayne Hennessey og Julian Speroni imellem stængerne.
Annonce