Annonce
Annonce

Brødrepar på Englands landshold

12.11.2026 Kl. 10:20
Et stykke historie kan blive skabt.

Når Englands Three Lions møder Kroatien i aftenens Nations League kamp, er der mulighed for at få et brødrepar på banen. Både stjernen Jude Bellingham og hans bror, Jobe, er nemlig udtaget til Thomas Tuchels trup.

Der er dog ikke tale om et enestående fænomen.

Hvis Jobe Bellingham får landsholdsdebut, vil det være 22. gang i historien, at to brødre optræder for det engelske A-landshold.

Listen startede med Charlie og William Clegg helt tilbage i 1870’erne.

Førstnævnte var en af fodboldens helt store pionerer.

The Napoleon of Football

Sir John Charles Clegg blev født i 1850 i Sheffield og uddannede sig til advokat. Han var en ivrig fodboldpioner, der var begunstiget med teknisk kompetence og en ekstrem hurtighed. Han optrådtre for Sheffield Wednesday og var i en lang årrække bestyrelsesformand i klubben.

I 1872 var han med på det engelske landshold i den første officielle landskamp i verden, der blev udkæmpet mellem England og Skotland i Partick, Glasgow og endte 0-0. Clegg fik en skidt oplevelse af de snobbede overklassefyre fra London, der udgjorde den første landsholdsstamme. Han hadede følelsen af at være inferiør, og lagde siden al sin energi i at gøre den undselige industriby i det nordlige Yorkshire til et fodboldens kraftcenter.

Charles Clegg var en af drivkræfterne bag stiftelsen af Sheffield United, og som noget helt unikt var han en tid formand for både United og Wednesday klubber samtidig.

Han var af den overbevisning, at det var sundt og fremmende for fodboldmiljøet i Sheffield, at hans egen klub ikke sad i en monopollignende magtposition, og at lokal konkurrence ville være til fælles fordel. I nutidens fodboldunivers forekommer en sådan tankegang næsten absurd. I dag har man indtryk af, at klubberne gør sig de yderste anstrengelser for at kvæle lokale konkurrenter.  

1800-tallets øvrige brødrepar:

De med fed skrift fremhævede var på landsholdet samtidig.

William (1875-77) & Herbert Rawson (1875). De var det første brødrepar, der spillede for England sammen.

Hubert (1873-78) & Francis Heron (1876)

Alfred (1877) & Ed Lyttelton (1878)

Ernest (1876), Charlie (1879-87) & Arthur Bambridge (1881) De har rekorden med tre brødre på landsholdet. De optrådte dog ikke samtidig.

Arthur (1876-83) & Harry Cursham (1880-84)

Fred (1880-82) & John Hargreaves (1881)

Arthur (1885-90) & Percy Walters (1885-90)

Alf (1882-84) & Charley Dobson (1886)

Charlie (1888) & Alf Shelton (1889-92)

Robert (1893-94) & Arthur Topham (1894)

Charlie (1890-93) & Tom Perry (1898)

Frank (1898-1903) & Fred Forman (1899)

Charles (1889) & Geoffrey Wilson (1900)

I lidt nyere tid:

Bertie (1901) & Rex Corbett (1903)

Frank (1922-1926) & Reg Osbourne (1927)

Clem (1924) & George Stephenson (1928-1931)

Jack (1931) & Septimus Smith (1935)

Bobby (58-70) & Jack Charlton (65-70)

Gary (95-2007) & Phil Neville (96-2007)

Nathaniel (2018) & Trevoh Chalobah (2025)

Bobby og Jack Charlton medvirkede begge på det hold, som vandt verdensmesterskabet i 1966. De var begge legendariske skikkelser i engelsk fodbolds historie. Det kan du læse mere om her: Charlton-klanen: Historien om Jack, Bobby og den sorte bog på Elland Road

Mon ikke Jude Bellingham spejder efter sin bror, når han løber ind på Wembley i aften? Det vil da være et lille stykke historie, hvis Jobe får debut.

Annonce