Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Brightons tidligere rekordkøb overvejer januarexit

Af Morten Bruun Jørgensen
15.11.2018 Kl. 14:59
Jürgen Locadia mener ikke, at han har fået en chance for at bevise sit værd i Brighton, og nu overvejer han at forlade klubben i januar.

I januar hentede Brighton en ny spiller til klubben, og det var ikke bare en hvilken som helst spiller.

Hollandske Jürgen Locadia var den dyreste spiller, som på daværende tidspunkt var blevet købt af den engelske klub. 119 millioner kroner måtte Brighton betale til PSV Eindhoven for at få fingrene i angriberen, der i sidste sæson havde scoret ni ligamål og lavet seks assists i 15 kampe i den hollandske liga.

Jürgen Locadia har dog hurtigt måttet sande, at det er langt sværere at lave mål i Premier League. Her har han blot scoret ét mål i 14 kampe, men spilletiden til angriberen har også været meget begrænset, og derfor overvejer han nu allerede at forlade klubben.

– Jeg prøver at forblive positiv, men jeg bliver også ældre. Jeg har nu en alder, hvor jeg skal spille ugentligt. I Brighton føler jeg ikke, at min situation vil ændre sig hurtigt. Jeg mener ikke, at jeg har fået chancen for at bevise, hvad jeg er værd. Jeg tror, at vinter er god tid for mig til at tænke, om det stadig er godt for mig, forklarer angriberen til De Telegraaf.

Det er især Glenn Murray, som har taget spilletiden fra Jürgen Locadia, og den rutinerede engelske angriber har i denne sæson scoret seks mål.

I mellemtiden er Jürgen Locadias titel som den dyreste spiller i Brighton også blevet givet til Alireza Jahanbakhsh. 

Annonce