Brendan Rodgers erkender: Tottenham-emne kan forlade Leicester
24-årige Demarai Gray har gennem mange år været regnet som et stort talent, men det er aldrig rigtig blevet til det store gennembrud for kantspilleren, der var med til at vinde Premier League med Leicester tilbage i 2015/16-sæsonen.
Og nu kan Gray være på vej videre fra King Power Stadium. Med kun et år tilbage af sin kontrakt, og Romas Cengiz Ünder på vej til klubben i samme position, erkender manager Brendan Rodgers, at en afsked kan komme på tale.
– Det er op til ham. Han er i sit sidste år og har ikke skrevet under på en ny aftale. Men jeg vil altid respektere Demarai og hans ønsker, udtaler Rodgers ifølge Football365.
Tottenham er tidligere på sommeren blevet sat i forbindelse med Demarai Gray, der i sidste sæson scorede to mål og bidrog med tre assists i 21 Premier League-optrædener.