Bredden svinder ind i Liverpool: Monaco vil have Shaqiri
Mohamed Salah, Roberto Firmino og Sadio Mané.
Der er absolut ingen tvivl om, at det er de tre spillere, Jürgen Klopp foretrækker i offensiven hos Liverpool, og de spiller stort set hver gang. Derfor er det heller ikke altid så sjovt at være reserve i den engelske storklub, og måske er det også derfor, at der ikke er mange reserver.
Tirsdag blev Harry Wilson udlejet til Bournemouth og tidligere på sommeren blev der sagt farvel til Daniel Sturridge. Dermed er det kun for alvor Xherdan Shaqiri og Divock Origi, som kan kategoriseres som reserver for de tre tenorer.
Men måske er Xherdan Shaqiri også på vej væk fra klubben.
For nylig afviste schweizeren et lukrativt tilbud fra Kina, og ifølge den schweiziske avis Blick er han nu et seriøst emne for Monaco.
Den franske klub er klar til at tilbyde ham en kontrakt, men spørgsmålet er, om Liverpool er villig til at lade kantspilleren gå. Hvis Xherdan Shaqiri smutter, er bredden i offensiven pludselig minimal, og det vil Jürgen Klopp næppe risikere i en sæson, hvor der givetvis venter rigtig mange kampe for the Reds.