BREAKING: United henter assistent til sportsdirektør
Manchester United forventes at bringe endnu et stort direktørnavn til klubben.
Det kan The Athletic afsløre denne mandag aften.
Mediet beretter, at De Røde Djævle står til at bringe Christopher Vivell til klubben på en kortvarig aftale.
Tidligere i dag kunne Manchester United oplyse, at man var nået til enighed med Newcastle om en kompensationsordning, der gør, at Dan Ashworth er blevet ny sportsdirektør på Old Trafford.
Og han står nu til at få selskab af Christopher Vivell, som har en fortid i Chelsea og RB Leipzig.
Ifølge mediet vil det altså være på en kortvarig aftale, hvor han skal bringe sin ekspertise i spil i dette transfervindue, når det kommer til køb og salg af spillere.
Historien bakkes op af Sky Sports Germany, der kan berette, at han blot mangler en arbejdstilladelse, før ansættelsen er en realitet.
Ydermere meldes det, at Christopher Vivell skal komme med sin viden omkring det at drive en klub, som har flere klubber under sig – den såkaldte multiklub-model.
Manchester Uniteds ledelse vil efter sigende efterforske mulighederne for at eje flere klubber, som man blandt andet ser i Manchester City og Chelsea.
Christopher Vivell blev i slutningen af 2022 ansat som teknisk direktør i Chelsea, men efter blot et halvt år blev kontrakten ophævet.
Manchester United bliver i disse dage kædet sammen med flere spillere, og en af dem er Matthijs De Ligt. Her er de blevet meddelt af Bayern München, hvad den hollandske midtstopper koster.



















