BREAKING: Philip Billing præsenteret i FC Midtjylland
Den tidligere danske landsholdsspiller Philip Billing er netop blevet præsenteret i Superliga-klubben FC Midtjylland.
Den 29-årige midtbanespiller har skrevet under på en femårig kontrakt, hvor han efter sigende kommer til at tjene omtrent 15 millioner kroner årligt.
Han har de seneste mange år spillet i England, inden han også har været et smut forbi Napoli i sidste sæson.
– Når en spiller med erfaring fra Premier League og Serie A vælger FC Midtjylland, bekræfter det den retning, vi er på. Philip er i sin bedste fodboldalder og matcher præcist den måde, vi vil spille på – og den kultur, vi insisterer på, siger FCM-sportschef Kristian Bach Bak.
– Han tilfører vores træningsmiljø et højere niveau, en ny intensitet og bliver en katalysator for de spillere, der skal tage næste skridt. Den internationale erfaring kan vi bruge til at udvikle os yderligere og opnå endnu mere – i Danmark og i Europa.
– Tilgangen af Philip er et tydeligt udtryk for vores ambitioner. Vi vil flytte os, vi vil udfordre os selv, og vi vil jagte nye resultater. Derfor investerer vi i kvalitet og kultur, som kan løfte både holdet og klubben.
– Philip er en alsidig midtbanespiller, der både har løbekraften til at dække felt til felt og teknikken til at sætte spillet. Han kan udfylde alle de centrale roller – både som 6’er, 8’er og 10’er, og vi er overbeviste om, at han kommer til at levere en stor impact.
Philip Billing har en fortid hos Esbjerg fB, og han vender nu tilbage til dansk fodbold efter mange år i udlandet.
– Det er fantastisk endelig at have fået på plads – længe ventet. Jeg er stolt af at kunne kalde mig FC Midtjylland-spiller, og jeg er glad for at være tilbage i Danmark.
– Midtjylland har de senere år vist en vedholdende interesse i mig, og jeg føler, at nu er det rigtige tidspunkt. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg skulle til Superligaen en dag, skulle jeg stadig have masser af år på højeste niveau tilbage i mig. Det her er det perfekte tidspunkt.
– Den her klub giver bare mening. Det engagement og den interesse, de har vist i mig – kombineret med det fællesskab, familie-følelsen og den måde, folk i klubben er på.
– Det vil altid være underligt at tage hjem efter 13 år i udlandet – men der skulle komme et tidspunkt, og det rigtige tidspunkt er nu. Årene er gået hurtigt, mange oplevelser og venskaber undervejs, men nu starter et nyt fedt kapitel.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.


















