BREAKING: Eriksen udtaler: Jeg vil prøve noget nyt
Christian Eriksen har til dagens landsholdstræning taget bladet fra munden og udtaler sig nu endeligt om fremtiden – og det lover ikke godt for Tottenham-tilhængerne, der håbede, at han ville blive.
– Jeg føler, at jeg er et sted i karrieren, hvor jeg gerne vil prøve noget nyt, fortæller Eriksen til Ekstra Bladet.
– Jeg har den vildeste og dybeste respekt for alt, der er sket i Tottenham, og det ville ikke være negativt at blive. Men jeg har også sagt, at jeg gerne vil prøve noget nyt.
Klubben ved altså besked, og den danske stjerne håber på en hurtig afklaring, selvom han er indforstået med, at Tottenham også har noget at skulle have sagt.
– Det kommer an på Daniel Levy, og der skal komme en anden klub. Eller jeg skal sætte mig ved bordet og forhandle en ny kontrakt. Man kan ikke selv sætte en dato, konstaterer Eriksen overfor Ekstra Bladet.
Real Madrid er længe blevet nævnt som den mest mulige destination for danskeren, og han afviser bestemt ikke, at den spanske kongeklub kan blive næste skridt i karrieren.
– Real Madrid er et skridt op. Men det kræver, at Real Madrid ringer til Tottenham og siger, at de vil hae Christian. Det har de ikke gjort endnu, så vidt jeg ved, beretter Eriksen overfor Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladet lyder Eriksen som en mand, der virker fast besluttet på at forlade klubben denne sommer, selvom den danske playmaker afslutningsvist i interviewet fortæller, at en kontraktforlængelse med Tottenham kan blive aktuel, hvis den rette købeklub ikke melder sig på banen.
Der har tidligere været rygter om, at Eriksen også er på blokken i Manchester United, som angiveligt har tilbudt ham en kontrakt, der er tre gange så meget værd som hans nuværende. Om Eriksen også anser Manchester United som et skridt op, vides ikke.
MINUT FOR MINUT: BLIV OPDATERET PÅ RYGTER OG BEKRÆFTEDE HANDLER I VORES TRANSFER LIVE HER!