BREAKING: Antoine Griezmann forlader Atlético Madrid
Antoine Griezmann forlader Atlético Madrid efter denne sæson, lyder det nu fra et hav af troværdige medier, heriblandt The Athletic og Fabrizio Romano.
Meldingen går på, at den franske stjerne fik lov til at flyve fra Madrid til Orlando i forbindelse med, at han havde to fridage for nylig.
Her forhandlede han en aftale på plads med MLS-klubben Orlando City, som er gældende fra den kommende sæson.
Han har skrevet under på en toårig kontrakt med Orlando City, som samtidig har sikret sig en option på yderligere ét år.
På nuværende tidspunkt er handlen endnu ikke blevet offentliggjort, men alt tyder på, at han foretager det skifte og kommer til at få trøje nummer syv.
Orlando City havde håbet på tidligere transfer
MLS-klubben har det seneste stykke tid forsøgt ihærdigt at hente franskmanden allerede nu, men han har valgt at blive i Atlético Madrid og gøre sæsonen færdig.
Den spanske hovedstadsklub er stadig med i Champions League og skal også spille finale i den spanske pokalturnering.
Franskmanden er den mest scorende spiller i Atlético Madrids historie, hvor han har lavet mere end 200 mål.
Tidligere har Antoine Griezmann udtrykt et ønske om at komme til at spille i MLS, fordi han har en stor kærlighed for amerikansk sport, og nu får han snart sit ønske opfyldt.


















