Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Brandvarme Chelsea baskede Burnley

18.08.2014 Kl. 20:52
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Ifølge mange eksperter og bookmakere er Chelsea denne sæsons helt store favoritter i Premier League-titelræset, og det skulle Mourinhos drenge forsøge at efterleve i første spillerundes sidste opgør, da oprykkerholdet Burnley bød op til dans på Turf Moor.

Og hjemmeholdet formåede efter en livlig start at chokere gæsterne, idet en stærkt spillende Scott Arfield efter et lille kvarter kanonerede hjemmeholdet i front med et imponerende drøn fra kanten af feltet. Føringen fik dog ikke lov til at stå i mange sekunder før den var gal i den anden ende, da Diego Costa udnyttede en løs returbold til at score sit første Premier League-mål, og på samme tid bringe gæsterne tilbage på lige vilkår.

Efter udligningen sad Chelsea på det hele, og omkring godt tyve minutters spil kom gæsterne også i front, da den tyske verdensmester Andre Schürrle afsluttede et pragtangreb sat op af blandt andet Eden Hazard og Cesc Fabregas. Den serbiske højreback Branislav Ivanovic gjorde ondt værre for oprykkerne, da han omkring den halve time scorede til 3-1 efter et hjørnespark, og derfra var der ingen vej tilbage for Burnley.

Chelsea cruisede sejren sikkert hjem i en småkedelig anden halvleg, og fik dermed en fornuftig start på sæsonen, der kastede tre sikre point af sig til kontoen. Den næste opgave for Mourinhos tropper er et andet oprykkerhold, når Leicester lørdag gæster Stamford Bridge, mens der for Burnley venter en udekamp mod walisiske Swansea.

Annonce