Bo Henriksen skaber vilde overskrifter
Bo Henriksen har skrevet europæisk historie i Mainz.
Den danske cheftræner har således kvalificeret Bundesliga-klubben til Conference League-ligaspillet.
Billetten blev sikret torsdag aften, hvor tyskerne gjorde arbejdet færdigt på hjemmebane mod norske Rosenborg.
Det første møde endte med en 2-1 til Rosenborg, men i går kunne Bo Henriksens tropper så glæde sig over en fornem sejr på 4-1. Dermed er Mainz nu en del af den tredjefineste europæiske turnering med samlet 5-3.
Det er første gang, at den tidligere FC Midtjylland-boss hiver klubber med i Europa.
Efter kampen var det derfor en ellevild Bo Henriksen, der lod sig interviewe af den tyske presse.
– Det var fremragende. Det gælder både det taktiske og i selve præstationen. Det er vores DNA. Det er det, vi vil og kan.
– Det var en vidunderlig aften, hvor vi for første gang kvalificerer os til europæisk fodbold (med danskeren på sidelinjen, red.). Det er utroligt med disse fans. Det er ren fornøjelse.
– Nu handler det om at tage det næste skridt. Vi skal blive bedre og bedre – det er vores mål, afslutter Bo Henriksen.
Der er fuld gang i sommerens transfervindue – herunder kan du få hele overblikket:
FØLG TRANSFER LIVE


















