Blog: Leicesters fyring af Ranieri er rettidig omhu

Chokbølger gik gennem Europa sent tordsag aften, da Leicester City offentliggjorde fyringen af mestertræneren Claudio Ranieri, der for mindre end 10 måneder siden skrev fodboldhistorie med sit hold, da de på eventyrlig vis – og stik mod alle odds – sikrede klubben sin første Premier League-titel. Ikke fordi fyringen kom som et lynnedslag sendt fra en klar himmel, men fordi absurditeten i at smide manden bag fodboldhistoriens største mirakel på porten er til at tage og føle på. 

 

 

Går man på opdagelse på de sociale medier i dag, springer det hurtigt i øjnene, hvordan folkestemningen er tværs over Europa. Claudio Ranieri er en hellig fodboldgud, mens Leicester City ønskes hen, hvor peberet gror – og her har undertegnede endda valgt at moderere sproget en anelse for eventuelle sarte sjæles skyld. 

 

Set fra denne stol er ledelsen i Leicester City – tilsyneladende stik modsat den gængse fodboldseers opfattelse – udelukkende forpligtet til at varetage klubbens interesser, og derfor er ingen manager fredet – uagtet tidligere bedrifter. 

 

Fra nu af handler det for Leicester om at vende den dårlige stime, begynde at vinde nogle fodboldkampe og sikre den overlevelse, som kan vise sig at blive skæbnesvanger. For hvor mange skrækeksempler har vi ikke i nyere tid på, at traditionsrige Premier League-klubber, der rykker ned, ofte også ryger direkte ud i glemslen? Wigan, Fulham, Birmingham, Blackburn og nu måske endda også Aston Villa. Listen er lang, og havde Leicester intet foretaget sig, men i stedet set passivt til, kunne The Foxes meget vel blive de næste i rækken. 

 

Det ville ganske enkelt ikke være forsvarligt af Leicester-ledelsen at gamble med klubbens eksistensgrundlag, blot fordi man følte, at man stod i gæld til Claudio Ranieri for hans sensationelle resultater i fjor.

 

Egentlig sagde klubbens ledelse det glimrende selv, da de torsdag aften udsendte følgende pressemeddelelse i forbindelse med annoceringen af fyringen af Ranieri. Beskeden vidner om både respekt og visionært ledelsesansvar.

 

”Dette har været den sværeste beslutning, vi har truffet i omkring syv år, siden vi overtog klubben. Men vi er forpligtet til at tænke på klubbens langsigtede interesser før personlige følelser, uanset hvor svært det end måtte være.”

 

 

Der gik ikke mange timer efter annoceringen af Claudio Ranieris fyringsseddel, før de engelske aviser havde historier om en splittet Leicester-trup, der havde luftet deres utilfredshed med manageren til klubledelsen. Det kan dog være svært at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, eftersom at Ranieris midlertidige afløser, Craig Shakespeare, var ude og mane de rygter i jorden.

 

Men mon ikke det er to brudstykker af sandheden? På den ene side står mediekoncernerne og skal have solgt nogle aviser, hvilket bliver hjulpet rigtig godt på vej af skandale- og sladderhistorier, mens Craig Shakespeare står på den anden side og gerne vil være tro mod sin tidligere chef og give ham et godt eftermæle. Sagen er garanteret langt mere kompleks end som så og vanskelig at hitte rede i. 

 

Ikke desto mindre krydser Leicesters øverste ledelse formentlig fingre for, at managerfyringen medfører en chokeffekt, som kan bruges positivt på fodboldbanen.

 

Man siger, at kontinuitet altid vinder på den lange bane, men kigger man lidt nordpå mod en klub som Sunderland, der over de seneste år har reddet sig gang på gang, så er det jo netop sket trænerfyringer, når det har set allermørkest ud. 

 

Kunsten bliver så samtidig for Leicester at finde en manager og et sportsligt setup, der kan hive holdet og klubben oven vande på den lange bane. Noget, som Newcastles arvefjender fra Sunderland aldrig har formået, hvorfor de for gud ved hvilken gang kæmper for overlevelse i Englands bedste fodboldrække. 

 

 

Om Claudio Ranieri selv ville kunne have reddet klubben fri af nedrykning i foråret, kan vi nu kun gisne om. Èn ting står dog krystalklart: Pilen pegede i den gale retning og har i virkeligheden gjort det ganske længe. 

 

Leicester har i denne sæson under Ranieri været det fjerde ringeste hold til at få netmaskerne til at blafre. Med et snit på mindre end ét mål per kamp kræver det ikke, at man tager de store analyseværktøjer i brug, før det kan konkluderes, at Premier Leagues forsvarende mestre har mere end svært ved at score mål. 

 

Graver man et par spadestik dybere i analysemulden, vil man endvidere opdage, at blot fire hold har slået færringer pasninger end Leicester, heriblandt Tony Pulis' West Brom-mandskab, nedrykningstruede Sunderland, som af Jürgen Klopp er kaldt det mest defensive hold, han nogensinde har mødt. 

 

Ranieris drenge har aldrig været et hold, der har haft mange pasninger i sig, fordi deres spidskompetencer ligger i at stå dybt, arbejde kollektivt og ellers spille på de hurtige omstillinger og give individualisten Mahrez frihed og plads at boltre sig på.

 

Sorterer man Premier League-tabellen efter en statistik, der omfatter afslutninger inden for målrammen, har Leicester samme placering som i den almindelige ligatabel vurderet ud fra antal point og samlet målscorer – altså en skuffende 17. plads. Deres sølle 81 skud på mål i skrivende stund efter 24 spillede kampe vidner om et omfattende chanceskabende problem.

 

I sidste sæson havde Leicester en tydelig spilfilosofi og et klart udtryk på banen, men den kerne har holdet haft mere end svært ved at finde ind til i år. Forsvaret har virket underligt vakkelvornt og har manglet en beskytter, som var en rolle, Kanté udfyldte med bravour i sidste sæson. 

 

De andre klubber i Premier League har i denne sæson luret Leicesters taktik, og den sande problemstilling ligger i, at Ranieri intet modtræk havde. Han manglede ganske enkelt en plan B. I lettere desperation har han sommetider forsøgt sig med unge Demarai Gray på en 10'er-position, hvilket ikke førte noget godt med sig.

 

 

En af årsagsforklaringerne bag Leicesters nedtur er ganske givet, at truppen ikke var gearet til et Champions League-eventyr i et – i forvejen – tætpakket kampprogram. 

 

'Never change a winning team'-mantraet har måske hersket en kende for meget under transferovervejelserne på King Power Stadium i sommer. At tro, at sidste sæsons overpræsterende Leicester-spillere kunne ride videre på bølgen i år, var – set i bagklogskabens ulideligt klare lys – måske en kende naivt.

 

Spillertruppen er langt fra den bredeste i Premier League, og det kræver kræfter at kunne trække på for at medvirke i fire forskellige turneringer. 

 

Derfor burde man have oprustet med mere bredde og dybde i truppen, ligesom pengene burde have været investeret i en fuldgod erstatning for N'Golo Kanté. Bevares, både Mendy og Ndidi ser spændende og lovende ud, men ingen af de to kan gå ind og lukke et hul fra en af ligaens ubestridt bedste midtbanespillere. På midtbanen forsømte Leicester virkelig at hente en kvalitetsspiller ind, som kunne gøre en forskel og beskytte forsvaret, og det betaler de prisen for nu.

 

Ahmed Musa og Islam Slimani var på papiret fornuftige tilførsler til holdet, om end sidstnævnte var lige lovlig dyrt indkøbt og er nu efter en godkendt start gledet helt ud af truppen. Ingen af de to har formået at bide sig fast i startopstillingen og stå for de scoringer, som Leicester så inderligt higer efter. 

 

 

Premier Leagues bedste spiller i sidste sæson, Riyad Mahrez, har været en skygge af sig selv i år og har hverken lignet en, der spillede for logoet på brystet eller for sin manager. Enten skulle man have skudt ham afsted for et trecifret millionbeløb i sommer, da man havde muligheden, og ellers skulle man have investeret i en eller flere stjernespillere, som kunne holde det algeriske offensives til ilden. 

 

Kompagnonen Jamie Vardys arbejdsiver er derimod intakt, men målene lader fortsat vente på sig, og spørgsmålet er, om han nogensinde vil nå op på bare 10 ligascoringer igen. Jeg har min tvivl.

 

Forskellen på de to, Mahrez og Vardy, er blot den, at førstnævnte er langt bedre, end hans præstationer i indeværende sæson indikerer, mens sidstnævnte, der end ikke er i nærheden af det tekniske repertoire, som afrikaneren råder over, egentlig er ganske ordinær og spillede klart over evne i sidste sæson med i alt 24 fuldtræffere i Premier League.

 

Og så er vi lidt tilbage til Ranieris manglende plan B igen. Årsagen til, at Vardy havde så stor succes i fjor, var nemlig, at han havde bagrum at løbe i, og at han havde Mahrez til at servicere ham foran mål. Jamie Vardy er – for mig at se – personificeringen på, at Leicester ikke kan skabe kampene og dermed heller ikke har mulighed for at spille sig ud af kriserne. De må i stedet trække i arbejdstøjet og kæmpe sig ud af problemerne.

 

 

Managerjagten er sat ind, og engelske aviser og eksperter gætter i øst og vest på, hvem der nu skal overtage tøjlerne efter Ranieri og rette op på skuden, inden den rammer isbjerget og synker ned i Englands næstbedste række. 

 

Nigel Pearson, der i øjeblikket er fri på markedet, har været nævnt som mulig afløser, og han ved om nogen, hvad det vil sige at kæmpe for overlevelse. Samtidig var han manden, der efter et forfærdeligt efterår i 2014 kickstartede det Leicester-hold, som efter hans egen fyring og Ranieris ansættelse skulle vise sig at tage fusen på alt og alle ved at feje al modstand af banen, inden de i maj måned sidste år kunne lade sig kåre som vindere af Premier League.

 

Ranieris landsmand Roberto Mancini nævnes også som en sandsynlig bejler til jobbet. Manden har stor international erfaring og kender vilkårene i Premier League, men om en topklubsmanager vil være rustet til en overlevelsesopgave, er det store spørgsmål. 

 

Uanset om Leicesters ledelse beslutter sig for at gå med enten Pearson, Mancini eller en helt tredje kandidat, er det afgørende, at de har fået scoutet og castet grundigt og fundet den rette mand til den forårsopgave, der bedst kan betegnes som 'Mission Overlevelse', og derudover fået klædt manageren ordentligt på. Ellers er fyringen af Claudio Ranieri unødvendig.

 

 

Som en gestus anbefales det herfra, at Leicester City opfører en statue af kong Ranieri ude foran King Power Stadium til ære for italieneren. På den måde får man også vist ham den tak, han uomtvisteligt har gjort sig fortjent til som Europas fodbolddarling, uden at man gambler med klubbens overlevelse og eksistensgrundlag.

 

Alle nærer naturligvis den dybeste respekt og veneration for Claudio Ranieri for, hvad han gav til fodbolden i sidste sæson, men han havde ikke mere at give dette hold. Desværre. Ikke desto mindre var det fantastisk, så længe det varede.

 

Og husk, at du midt i sorgens mørke over fodboldens brutalitet og skyggesider kan trøste dig selv med, at du var i live, da fodboldens største mirakel udspillede sig. En historie, der utvivlsomt kan og skal fortælles i fremtiden, når du har børnebørnene siddende på skødet i lænestolen foran pejsen.