Blog: Kan England genvinde publikums kærlighed?

Englænderne har elsket deres landshold i årevis. Intetsteds synges nationalsange med mere patos end på Wembley før en landskamp. Jeg har selv været en del af koret (som brummer), og uanset hvad man har sagt og skrevet om den danske afsyngning af Der Er Et Yndigt Land i Parken, lyder den som en øvedag med skolekoret i sammenligning med et fyldt Wembley, der skråler God Save The Queen, som i øvrigt også er en bedre melodi og en langt mere storladen tekst.

Før hver stor slutrunde tror englænderne, at det bliver denne gang. Det gør det aldrig. Men skuffelse på skuffelse ved VM efter VM – og EM, for den sags skyld – har ikke slået skår i kærligheden mellem det engelske folk og deres landshold. Den man elsker, tugter man. Eller sådan har det i hvert fald været hidtil. For måske var onsdagens kamp mod Norge en indikation på, at kærligheden er ved at visne. Skuffelserne har været for mange, og Englands tynde præstationer i Brasilien i sommer har været den utroskab, der har fået publikumshjertet til at briste. I hvert fald var tribunerne meget tyndt besat i onsdags, og stemningen var omtrent lige så munter som under bodelingen efter en skilsmisse. Publikum svigtede, men det er fordi, landsholdet har svigtet dem en gang for meget. 40.181 tilskuere lyder som et højt tal, men det er det laveste til en landskamp på Wembley siden ombygningen. Okay, der var ikke point på spil, og Norge er ikke verdens mest attraktive modstander – med al respekt – men apatien blandt de fremmødte var ikke til at tage fejl af.

England skal præstere voldsomt godt i EM-kvalifikationen og i de højere profilerede venskabskampe mod bl.a. Tyskland, Spanien og Frankrig, der venter, hvis landsholdet skal opnå tilgivelse fra de forsmåede fans. Trods sejren over nordmændene tegner det ikke godt. Roy Hodgson har ellers spillermaterialet til at vise forrygende fodbold. Tag Raheem Sterling – en pragtfuld ung spiller, som imponerer for Liverpool. Han gjorde det også fint for England og fremtvang det straffespark, der sikrede den engelske sejr, men mon ikke han ville stråle endnu mere som øverste hjørne i en midtbanediamant (som blev afprøvet til sidst) frem for i den lettere rigide 4-4-2, som Roy Hodgson stillede op fra starten? Hvilket træneren i øvrigt gjorde på trods af, at FA's komité for udvikling af fodbold har erklæret, at de engelske landshold hele vejen gennem ungdomssystemet skal spille 4-3-3.

Mandag tager englænderne hul på kvalifikationen med en udekamp i Schweiz. Det gør de med et forsvar, hvor uerfarne folk som John Stones og Phil Jones skal prøve kræfter med Xherdan Shaquiri og Josip Drmic. Schweizerne ligger næppe søvnløse om natten ved tanken om den konfrontation. Der er masser af potentiale i de engelske forsvarsspillere, men de er uslebne og vil komme til at begå fejl. Fløjspillet var ganske opløftende mod Norge, men den centrale midtbane var temmelig bovlam, og den nye anfører… Tjah, Wayne Rooney scorede på straffesparket og sikrede sejren, men han gik ikke forrest på banen. Han havde ellers sagt de rigtige ting før kampen – at ”dette er en ny begyndelse” og ”det er min tid”, men han er nødt til at at gøre mere på banen end bare at sige det rigtige uden for den. Det var ikke Rooney, der var ildkraften i de mest potente, engelske angreb – det var Sterling og Daniel Sturridge.

Man skal ikke fælde dom over et landshold på baggrund af en enkelt kamp, men set i lyset af endnu et skuffende VM for England bliver det hårdt og tålmodighedskrævende igen at gøre sig fortjent til publikums kærlighed.