BLOG: Hvad kan man få for en 10’er?

Hva’ ka’ man få for en ti’er?

Sådan spurgte Shu-bi-dua i en sang i 1975, og orkestret besvarede selv spørgsmålet med ‘pis og papir’.

Et andet svar kunne være 40 millioner euro – eller knap 300 millioner kroner.
Det er i hvert fald den værdi, fodbolddatabasen Transfermarkt vurderer Jack Grealish til at have.

Er han så prisen værd?

En af de positive ting, vi tager med fra den overståede 2019/20-sæson, er gennembruddet for Aston Villas Jack Grealish. Men også Leicesters James Maddison. To talentfulde spillere med nummer 10 på ryggen.

Genfødsel er et stort ord, men både Maddison og i særdeleshed Grealish mindede os i den forgangne sæson om, at den kreative, offensive midtbanespiller ikke er helt passé endnu. Selv den ellers nærmest gennemsigtige Mesut Özil fik en kort opblomstring undervejs i sæsonen. Ganske vist kun i få kampe, men det er også meget for en figur som ham.

At se Jack Grealish kamp efter kamp knokle for at hive et vaklende Aston Villa-hold op på noget, der ligner Premier League-niveau, var inspirerende. Den frie rolle mellem de forreste kæder, de forrygende langskud og de smukke mål vækkede behagelige minder om andre store spillere med dette mytiske nummer.

Med sokkerne nede om anklerne som en anden Francesco Totti og med en selvtillid, der matcher niveauet i spillet er Jack Grealish som skabt til at bære det sagnomspundne tal på ryggen. Han har ikke startet alle kampe som klassisk, offensiv midtbanespiller men lige så ofte i angrebet og på kanterne. Den 25-årige englænder virker dog til at have licens til at bevæge sig rundt i offensiven, som han vil.

Juan Roman Riquelme og Michael Laudrup – uden yderligere sammenligning – havde lidt den samme attitude. De kunne i perioder drive rundt øverst på banen – gå til tider – som om de betragtede spillet udefra. Som om de var dommeren og bare fulgte spillet lidt på afstand uden at tage del i det. For så lige pludselig at eksplodere i et målrettet ryk fremad. Eller skære forsvaret op med en overraskende aflevering som et uventet, vindende skaktræk. Eller få en hel tribunes kæber til synkront at gå af led.

Den slags kan Jack Grealish. Man ved, der sker noget, når han får bolden. Om det er oppe i frimærket, eller han selv er nede i forsvaret og hente den. Der går et forventningsfuldt sus igennem publikum, når han er i boldbesiddelse. Hvad kan han nu finde på?

Sådan er de bedste 10’ere, det er det, der kendetegner denne sjældne race blandt fodboldens mange folkeslag. 

En klassisk spillertype, som ellers synes at være forældet og fortabt i moderne spilsystemer, hvor offensive kanter står for kreativiteten, oplæggene og til dels afslutninger. Grealish forener de to tidsaldre.

Derfor var Manchester United også længe inde i billedet som en kommende arbejdsgiver, men tirsdag valgte Aston Villa-kaptajnen at forlænge sin kontrakt med hjerteklubben. På trods af de mange penge, man kunne have tjent på ham.

Helt på Grealish’ niveau er James Maddison ikke endnu, men den unge spiller har unægteligt allerede vist prøver på talentet og spilforståelsen.

Aston Villa og Leicester skænkede os altså i sidste sæson et fotoalbum med nostalgiske minder om 10-tallet som et uundværlig, bærende rygnummer på holdet.

Men det er en bog med blanke sider til sidst. For historien om 10’eren er heldigvis ikke forbi endnu. Det har Jack Grealish og James Maddison lovet os.

Så helt pis og papir er det ikke.