Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Bliv klogere på Fred - den moderne midtbanespiller

26.06.2018 Kl. 14:46
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Det er nok de færreste, som har et indgående kendskab til Manchester Uniteds nyeste handel.

25-årige Fred har i de seneste fem år opholdt sig i den bedste ukrainske række, som er en fjern liga for de fleste danskere. Derfor er det måske blot i nogle enkelte Champions League- eller Europa League-opgør, hvor de fodboldinteresserede danskere har haft mulighed for at se den kommende Manchester United-spiller i aktion.

For at blive klogere på den brasilianske midtbanespiller har vi derfor taget kontakt til Peter Arnholdt, som har et indgående kendskab til brasiliansk fodbold gennem en årrække som scout og skribent i det sydamerikanske land. 

– Fred kan beskrives som en moderne midtbanespiller, som arbejder begge veje. Han er ferm til at erobre bolde blandt andet via sin hurtighed, og så har han teknikken og overblikket til at sætte de hurtige omstillinger i gang lige efter.

– Han er meget dynamisk og tager gerne de lange løb frem i banen, men Fred kan også holde flow i spillet med sin pasningssikkerhed. Han er i det hele taget meget rolig på bolden – selv i pressede situationer, lyder beskrivelsen af Fred fra Peter Arnholdt.

Fred skiller sig ud fra spillere som Nemanja Matic, Paul Pogba og Marouane Fellaini på grund af sin højde. Blot 169 centimeter måler den brasilianske midtbanespiller, som dermed må lade sine kollegaer på midtbanen tage sig af de høje bolde.

Netop rollen på Manchester Uniteds midtbane er der blevet snakket og skrevet meget om. Hvordan skal han fungere sammen med Nemanja Matic og Paul Pogba, som trods alt må være José Mourinhos to foretrukne spillere på den centrale midtbane? 

Der er nu en mulighed for, at Paul Pogba kan blive fritaget for mere defensivt ansvar, idet Fred kan supplere Nemanja Matic i det defensive arbejde, mens brasilianerens evner fremad banen også er gode. Derved synes han oplagt i en trio med defensivt orienterede Matic og offensivt orienterede Pogba. 

– Hans rolle hos Shakhtar har været som boldbryder lige foran midterforsvaret med ret og pligt til at gå med frem. Mon ikke, at det også er i den rolle, at Mourinho ser Fred i Manchester United?, lyder vurderingen fra Peter Arnholdt.

Fred er udtaget til det brasilianske VM-hold, men her er vejen til spilletid umiddelbart lang. Han kom med på et af de yderste mandater i Tites trup, og både Casemiro og Fernandinho forventes at være foran i køen til spilletid på den defensive midtbane.

Annonce