Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Black Friday XI: De bedste røverkøb i Premier League

Af Morten Bruun Jørgensen
24.11.2017 Kl. 13:40
Sky Sports har kigget på en række spillere, som kan være til rådighed for en spotpris i januars transfervindue.

Det er Black Friday rundt omkring i verden, og der bliver holdt udsalg i en lang række butikker. Derfor har Sky Sports taget et kig på hvilke spillere, som også kan være på udsalg i det kommende transfervindue, der åbner 1. januar.

En række spillere har kontraktudløb efter denne sæson, og det bør derfor være muligt at købe dem i det kommende transfervindue for en overkommelig sum.

Der er dog også Premier League-klubber, som har fået spillere i overskud, og derfor gerne vil af med dem, så der kan frigøres lidt penge i lønbudgettet, mens der også kan ryge nogle penge ind i banken via et salg.

Målmand: Michel Vorm (Tottenham)
Reserven for Hugo Lloris har kontraktudløb til sommer, og det ligger ikke i kortene, at Tottenham vil forlænge. Måske øjner de muligheden for at få lidt småpenge for ham?

Højre back: Joel Ward (Crystal Palace)
Han har mulighed for kvit og frit at forhandle sig til en ny kontrakt uden for Englands grænser, når transfervinduet åbner, eftersom han har kontraktudløb næste sommer.

Midterforsvarer: Robert Huth (Leicester)
Det er en erfaren tysk, midterforsvarer, der kan hentes billigt i januar. Han har prøvet at vinde Premier League, men han er ikke inde i varmen hos Leicester længere.

Midterforsvarer: Daley Blind (Manchester United)
Hollænderen er ikke en del af José Mourinhos planer, og han er blevet rygtet til Fenerbahce for nylig.

Venstre back: Luke Shaw (Manchester United)
Tilfældet er nogenlunde det samme for holdkammeraten, Luke Shaw. Han har tidligere luftet, at han gerne vil genforenes med Mauricio Pochettino.

Central midtbanespiller: Emre Can (Liverpool)
Tyskeren er vildt eftertragtet, og Liverpool vil også gerne forlænge med ham. Hvis det er umuligt, kan the Reds måske indkassere en sum for landsholdsspilleren i januar.

Central midtbanespiller: Fernandinho (Manchester City)
Han er en vigtig spiller for Pep Guardiola, men han har kontraktudløb til sommer, og en spiller som Fabinho er flere gange blevet sat i forbindelse med the Citizens.

Offensiv midtbanespiller: Mesut Özil (Arsenal)
Rygterne om et Arsenal-exit tager til, og senest er det Barcelona, som Özil er blevet rygtet til. Han har også kontraktudløb efter sæsonen.  

Offensiv midtbanespiller: Jack Wilshere (Arsenal)
Englænderen vil gerne med til VM næste sommer, men det kræver med al sandsynlighed, at han får spilletid, og det får han ikke regelmæssigt hos Arsenal. Et skifte synes oplagt.

Offensiv midtbanespiller: Juan Mata (Manchester United)
I sommeren 2019 har spanieren kontraktudløb, men der har ikke rigtig været nogen meldinger om en ny kontrakt indtil videre, og måske vil De Røde Djævle sælge spanieren, mens han stadig er mange millioner værd.

Angriber: Alexis Sanchez (Arsenal)
Han har kontraktudløb til sommer, og klubberne står i kø for at skrive kontrakt med ham. Det er formentlig Arsenals sidste chance for at få penge for ham. Måske slår de til. 

Annonce