Bilic: Vi fortjente mere end et point
Allerede efter to minutter kom Watford foran i lørdagens sene kamp mod West Ham, da Troy Deeney scorede på straffespark. West Ham kæmpede sig dog tilbage i kampen, og rekordindkøbet, André Ayew, fik udlignet til 1-1. Men ifølge Slaven Bilic havde West Ham fortjent mere.
– Ud fra den måde vi spillede på, synes jeg, at vi fortjente mere end ét point, sagde Bilic til West Hams hjemmeside.
– Jeg fortalte spillerne efter kampen, at det var et godt point og god præstation i anden halvleg, men at vi ikke kan tillade os at starte på den måde – og specielt ikke på udebane, for så er det svært at vende kampe.
– Det er godt point for os, fordi det er svært at komme tilbage efter at have været bagud. Men i forhold til hvem der viste mest kvalitet, var det uden tvivl os.