Bilic åbner for Terry: Aldrig sig aldrig
John Terry og Chelsea afslørede mandag, at parterne efter denne sæson skilles efter 22 år.
Terry slog dog ved samme lejlighed fast, at han ikke har i sinde at stoppe karrieren, og at han stadig føler, at han har mere i sig.
Chelsea-legendens fremtid er stadig uklar, selvom et skifte til fjernere himmelstrøg – muligvis USA – kan friste Terry, ligesom Frank Lampard og Steven Gerrard tog samme tur, da de sluttede i henholdsvis Chelsea og Liverpool.
John Terry tilbragte fire af sine år som ungdomsspiller i West Ham, inden han drog til Chelsea, og hans gamle klub håber på en sen genforening.
– Han har helt klart mindst et par år tilbage med hans kvalitet, erfaring og lederevner, fortæller West Ham-manager Slaven Bilic ifølge Sky.
– Hvad end det vil være i West Ham eller andre steder, ved jeg ikke, men jeg tænker ikke på dette lige nu, men jeg tror ikke, at det er enden på John Terrys karriere. Han kommer til at gøre det godt.
– Alle managers og alle klubber tænker på John Terry, og om han er tilgængelig, fordi der ikke er mange ledere som ham. Men så igen – vi har erfaring på hans position, vi har gode spillere på den position, så aldrig sig aldrig, men for at være ærlig tænker jeg ikke på det nu, slutter Bilic.