Biereth forklarer: Derfor forlod jeg Arsenal
Den danske landsholdsspiller Mika Biereth har nu besvaret, hvorfor han forlod Arsenal i sommeren 2024 til fordel for Sturm Graz.
Det vakte måske ikke den helt store opsigt, da Arsenal for lidt under et år siden sagde farvel til den danske angriber.
På det tidspunkt var der endnu ikke så mange i Danmark, der havde fået øjnene op for frontløberen, selvom han da havde scoret en række mål i Østrig.
Han havde i et halvt års tid været udlejet til netop Sturm Graz forud for det permanente skifte dertil, men fordi han endnu ikke havde spillet for Arsenal, var der ikke den store bevågenhed på ham.
Siden hen er det eksploderet, da han begyndte at bombe mål ind for Sturm Graz, og i januar skiftede han så til den franske storklub AS Monaco.
Herefter er han bare fortsat med at score mål, og han er også blevet en del af det danske A-landshold som Monaco-spiller.
Nu forklarer han så til TV 2 om sine overvejelser bag skiftet væk fra Arsenal.
– Fordi jeg ikke spillede. Det er så simpelt. Jeg var blevet lejet ud nogle gange, og jeg fik ikke chancen de gange, jeg kom tilbage.
– Det er meget vigtigt for mig at spille, så da Sturm Graz kom på banen, var jeg klar. Jeg tænkte, at det kunne være med til at sende mig til en større klub, siger Mika Biereth.
Undervejs i sin karriere hos Arsenal var han udlejet til både Waalwijk og Motherwell, og det var noget, der kunne mærkes på angriberens ego.
Han mener dog også, at det kan gavne unge spillere at få noget erfaring via spilletid i mindre klubber.
Lørdag aften kan han få sin tredje landskamp for Danmark, når Nordirland er modstanderen i Parken, og her vil Brian Riemer give debut til en ny landsholdsspiller.



















