Bestyrelsesformand støtter Bilic: Kan ikke glemme sidste sæson
Onsdag blev man sendt ud af EFL Cup med gevaldige øretæve, inden man lørdag led et sviende 5-1-nederlag hjemme imod lokalrivalerne fra Arsenal. Tilsæt en 17. plads og 12 point i 14 ligakampe, og så har du en meget skuffende sæsonstart for West Ham United.
West Ham er i øjeblikket reel nedrykningskandidat til trods for sidste sæsons 7. plads, men bestyrelsesformand David Sullivan, som ejer 51,1 % af klubben, støtter manager Slaven Bilic.
– Slaven er passioneret omkring klubben, og det her nederlag (1-5 til Arsenal, red.) vil såre ham lige som meget, som det vil andre, siger Sullivan til klubbens hjemmeside.
– Jeg er ikke i tvivl om, at han gør alt, hvad han kan, for at løse situationen, og alle arbejder sammen på, at vi får vendt sæsonen.
– Vi kan ikke glemme det fantastiske arbejde, som Slaven lavede i sidste sæson. Med lidt mere held havde han taget os ind i top fire. Hans passion og engagement var blandt grundene til, at vi hyrede Slaven.
– Vi må stå sammen og stå bag holdet. Vi er alle en del af West Ham United-familien, og i hårde tider står familier sammen.
West Ham er kun et enkelt point over nedrykningsstregen, og de er i alvorlig fare for at ryge under den søndag, når de gæster Liverpool.