Beslutningen er truffet: Han er færdig i Real Madrid
Det kommer kun til at være en enkelt sæson, som Kepa Arrizabalaga tilbringer i Real Madrid.
For den spanske storklub har allerede nu besluttet sig for, at målmanden vender retur til Chelsea efter sin lejeaftale.
Sådan lyder meldingen fra det spanske medie Relevo.
Den 29-årige spanier, som stadig er verdens dyreste målmand, blev i sommer udlejet til Real Madrid, da Thibaut Courtois blev skadet.
Med det samme blev han førstevalg hos Real Madrid, men den plads har han sidenhen mistet. I stedet er det ukrainske Andriy Lunin, som er Carlo Ancelottis foretrukne målmand.
Det er også den primære årsag til, at Real Madrid ingen interesse har i at beholde Arrizabalaga.
Han vil derfor vende retur til Chelsea, hvor han har kontrakt til sommeren 2025, som er den aftale, han skrev under på i 2018. Det var dengang, at The Blues betalte næsten 600 millioner kroner for at hente ham i Athletic Bilbao.
Sidenhen har han spillet 163 kampe for The Blues, hvor han kun i perioder har været førstemålmand. Han er desuden en af klubbens højest lønnede spillere.
I sommer købte Chelsea både Robert Sánchez og Djordje Petrovic, og de blev begge udstyret med lange kontrakter.
Læs flere nyheder om Chelsea her.