Bernardo Silva: Ville elske at få Mbappé til City
Bernardo Silva tog tidligere på sommeren turen fra AS Monaco til Manchester City, og står det til ham, må Kylian Mbappé meget gerne gøre det samme:
– Mbappé er en fantastisk spiller, og jeg ville elske, hvis han var her. Det er op til City, men man ved aldrig, hvad der sker. Han har potentialet til at blive en af verdens bedste spillere inden for kort tid.
De to spillere var blandt Monacos mest afgørende i klubbens flotte mesterskabssæson, og Silva er fuld af lovord om den 18-årige angriber:
– Som midtbanespiller er det skønt at have en angriber som ham, der er hurtig, klog og en fremragende afslutter. Det er vanvittigt, at han kun er 18 år.
Samtlige storklubber har haft følerne ude efter Mbappé, men Real Madrid ser ud til at føre kapløbet om ham. Monacos vicepræsident udtalte dog for nyligt, at man ikke ønsker at sælge flere profiler, men franskmændene får svært ved at holde på den unge angriber.