Nærmer Berbatov sig klubskifte?
Dimitar Berbatov er blevet udeladt af Fulham-truppen til dagens FA Cup-kamp. Den bulgarske angriber nærmer sig angiveligt et januarskifte til London-rivalerne fra Arsenal, skriver Metro.
Den 32-årige Fulham-angriber, Dimitar Berbatov, er blevet kædet sammen med Arsenal i forbindelse med et januarskifte, og nu ser det for alvor ud til, at en aftale kan være nært forestående.
Fulham-manager, René Meulensteen, har valgt at se bort fra Berbatov til dagens FA Cup-kamp mod Norwich City. Den bulgarske angriber har været skadesplaget i den seneste periode, men han skulle tilsyneladende være fit for fight igen.
Derfor spekuleres der i, at Dimitar Berbatov har spillet sin sidste kamp for London-klubben. Arsenal er interesseret i den aldrende angriber, og Fulham ser ikke ud til at kunne holde på deres målmager.
Dimitar Berbatov har spillet 49 Premier League-kampe for Fulham med 19 fuldtræffere til følge.