Bendtners dom: De er favoritter til at vinde VM
Nicklas Bendtner kommer til at agere som ekspert under VM hos Ekstra Bladet.
Her skal han bl.a. analysere de danske præstationer og skrive klummer om, hvordan det er at være en del af en landsholdstrup under en VM-slutrunde.
Op til VM er den tidligere Arsenal-angriber, der indstillede sin aktive fodboldkarriere sidste år, blevet spurgt om, hvem han ser som favorit til at vinde – og det er ikke Kasper Hjulmands tropper.
– Mit umiddelbare bud er, at Argentina har en god mulighed. De virker også ekstra sultne, og det ser ud til, at de har fået meget mere styr på deres hold, end de har haft tidligere. De har jo fået nogle nye spillere med, som præsterer rigtig godt. Jeg tror, det bliver holdet at slå, siger Nicklas Bendtner til Ekstra Bladet.
– Jeg tror ikke, at Brasilien har det, det kræver. Og jeg føler, at tidligere stærke nationer som for eksempel Spanien og Portugal ikke har den samme styrke, slutter Nicklas Bendtner.
Slutrunden sparkes i gang den 20. november, hvor første kamp er mellem Qatar og Ecuador.