- Bendtner skal forlade Arsenal
Nicklas Bendtners fremtid i Arsenal ser ud til at hænge i en tynd tråd. Nu mener den danske landstræner, Morten Olsen, at Bendtner bør skifte klub til januar.
Den nu 25-årige Bendtner kom til Arsenal i 2004, hvor han blev spået til at have en lysende fremtid i klubben. I 2007 strålede han i Birmingham, som han var lejet ud til.
Siden det lejeophold er det gået ned af bakke for Bendtner, der bl.a. har været lejet ud til Sunderland og Juventus uden succes.
Det fik Arsenals fans til at tro, at danskeren var fortid i klubben efter sommerens transfervindue, men den danske angriber fik lov til at blive under Arsene Wengers vinger, hvor han fungerer som back-up for Olivier Giroud.
Selvom Bendtner fortsat er at finde i klubben, ser det dog ud til, at han er fortid i Arsenal, når januar er overstået. Den danske landstræner, Morten Olsen, ønsker også at se angriberen få spilletid. det kan føre til et skifte for Bendtner.
– Bendtner scorede to mål for os i landskampen mod Italien, men der var også ting i hans spil der haltede, og det er fordi, han ikke spiller så tit, blev Olsen citeret for at sige af Sky Sports.
– Det er derfor, at han skal finde et nyt sted denne vinter. Jeg tror, han er klar over det, og det er det, der betyder noget. Fodboldspillere vil spille fodbold. Han har måske 10 år tilbage på topplan, dem skal han bruge fornuftigt.
Selvom det ikke bliver til meget spilletid for Arsenal, er Bendtner stadig en nøglefigur for det danske landshold.