Bellerin: Vi skal gøre ligesom Chelsea
Trods lørdagens 3-0-sejr over Bournemouth hersker der bred enighed om, at Arsenal har fået en skuffende sæsonstart. Mens Wengers mandskab indtager rækkens 11. plads, har rivalerne fra Manchester City, Manchester United og Chelsea for alvor bidt sig fast i toppen af tabellen.
Men på trods af at Arsenal ikke har formået at holde trit med konkurrenterne, mener Hector Bellerin ikke, at man bør afskrive The Gunners som titelbejlere. Spanieren henviser til bysbørnene fra Chelsea, der fik en forfærdelig sæsonstart i fjor, men sidenhen vandt Premier League efter en længerevarende periode med kontinuitet.
– Se bare på Chelseas sæsonstart i sidste sæson. De havde det også svært. De tabte to kampe og vandt adskillige kampe i slutminutterne.
– Derefter vandt de 13 kampe i streg og tog sidenhen Premier League-titlen. Det handler ikke om, hvordan du starter sæsonen, men om at vise kontinuitet, siger spanieren til International Business Times.
– Manchester City startede rigtig godt i sidste sæson, men endte med at tabe pusten. Det vigtigste er at være konsekvent i løbet af sæsonen. Vi havde to dårlige kampe (inden Bournemouth-opgøret, red.), men nu har vi seks point, og vi ser fremad, udtaler Bellerin.
På søndag skal Arsene Wengers mandskab igen i aktion i Premier League, hvor Arsenal møder lokalrivalerne fra Chelsea på Stamford Bridge.