Bellerin: Derfor skiftede jeg fra Barcelona til Arsenal
Bellerin fik sin tidlige fodboldopdragelse i Barcelona, hvor han lige siden 2003 var en del af ungdomsakademiet, og han blev af mange regnet som materiale til førsteholdet en dag i fremtiden.
Men han tog en ukonventionel beslutning som 16-årig, da Arsenal pludselig meldte sig som interesseret. Han skiftede nemlig de vante rammer i Barcelona ud med London kort efter han var fyldt 16 år, og det skifte har han ikke fortrudt.
– Når man bliver 16 år i Barcelona, er det tid til at skrive en rigtig kontrakt. Jeg var ved at underskrive den, men jeg vidste, at der også var en masse andre muligheder.
– Arsenal kom først på banen lige før jeg skulle skrive kontrakt med Barcelona. Da de henvendte sig, var de meget seriøse omkring det – mere seriøse end andre klubber. De fik mig til at føle, at jeg var eftertragtet. Jeg kom så til London en weekend, hvor jeg mødte bossen og så en kamp. Jeg kan stadig huske kampen – vi slog Manchester United og Aaron Ramsey scorede. Jeg har stadig de billeder i hovedet.
– At jeg var 16 år gammel, og jeg fik lov til at møde bossen, gav mig et klart signal om, at de virkelig ville have mig. Samtidig var forholdene på træningsanlægget fantastiske, og det hele fik mig overbevist.
– Jeg kan huske, at jeg allerede på flyet tilbage til Spanien sagde til min mor, at jeg ville til Arsenal. Min mor spurgte hurtigt om jeg kunne undvære familien og alle mine kammerater derhjemme, men der var noget indeni mig, der sagde, at skiftet til Arsenal var det rigtige. Jeg er ihvertfald meget glad for jeg gjorde det.