Bekræftet: Vidunderdreng til City-lægetjek
Agenten for Enes Unal bekræftede i sidste uge til plbold.dk, at han sammen med Enes ville flyve til Manchester i denne uge for at færdiggøre skiftet.
Enes Unal anses for at være et af de største talenter i verden på sin position. Som 18-årig står han noteret for hele 54 førsteholdskampe for Bursaspor, da han havde det for let i ungdomsrækkerne.
I sine 110 optrædener for Bursaspors reservehold scorede han 182 mål, og på det tyrkiske U16-landshold nettede han 24 gange i 25 kampe. Han er derfor blevet hevet op på det tyrkiske U21-hold.
Nu er det kun spørgsmål om tid, før han kan kalde sig Manchester City-spiller. Hans agent, Batur Altiparmak, bekræfter nemlig til The Guardian, at de i dag er ankommet til lægetjek i Manchester City. Efter al sandsynlighed bliver han præsenteret i aften.
Manchester City betaler angiveligt £2 millioner til Bursaspor for den 18-årige bomber.