Bekræftet: Newcastle-stjerne skal opereres
Der var skår i glæden, da Newcastle i weekenden besejrede Manchester United med 1-0. Her blev hjemmeholdets målmand, Nick Pope, nemlig skadet, og billeder viste, at han havde meget ondt i skulderen.
Ifølge de værste meldinger, kan Nick Pope være ude i de næste fire-fem måneder.
– Nick har haft en række besøg hos specialister. Vi afventer de endelige nyheder om, hvad der skal ske med ham.
– Der er ingen tvivl om, at han har behov for en operation, så han er ude i en periode. Det er et stort slag for os, siger klubbens manager, Eddie Howe, ifølge klubbens X-kanal.
Dermed venter der altså en række kampe til den tidligere Esbjerg-keeper Martin Dubravka, som også blev skiftet ind i lørdagens kamp mod Manchester United.
Det står dermed også hen i det uvisse, om Nick Pope vil være i spil til Gareth Southgates EM-trup næste sommer.
31-årige Pope skiftede til Newcastle fra Burnley i sommeren 2022.
Der har siden da ikke været tvivl om, hvem der vogter buret hos klubben fra den nordøstlige del af England.
Foruden 51 Premier League-kampe for Eddie Howes mandskab siden ankomst, har han siden 2018 spillet 10 A-landskampe for England.