Annonce
Annonce
Foto: Getty Images
Bekræftet: Gündogan tæt på imødeset comeback
Tyske Ilkay Gündogan havde en knæskade, da han sidste sommer skiftede fra Dortmund til Manchester City. Han kom dog på fode og var fra september til demcember fast mand på Manchester Citys midtbane. I en kamp mod Watford den 14. december blev han så igen skadet – igen i knæet – og denne gang så alvorligt, at den resterende del af sæsonen var væk.
Nu er han dog snart tilbage, bekræfter manager Pep Guardiola:
– Jeg tror, at han er tæt på at være klar. Måske vil han få nogle minutter mod Girona. Jeg ved det ikke, vi har tænkt os at spørge lægen først, fordi han har været ude længe. Vi ønsker ikke at tage nogle chancer, og han skal være stærk og klar, lyder det fra Pep Guardiola til engelske Mirror, der yderligere fortæller, at Gündogan ikke kommer til at spille Premier League før om en måned.
Den 26-årige tysker ser selv tilbage på sæsonen med skader og indrømmer, at den har været hård for ham:
– For at være helt ærlig, så er noget af det sværeste som spiller at se på fra sidelinjen. Det er virkelig hårdt at se holdkammeraterne fra tribunen eller i tv'et. Det er også hårdt på træningsanlægget, når jeg laver min egen genoptræning på den ene side af banen og resten af holdet træner på den anden, siger midtbanespilleren til klubbens hjemmeside og uddyber:
– Men jeg er godt på vej i forhold til at komme tilbage. Jeg arbejder hårdt. Jeg bliver længere i Manchester end resten af truppen gør det. De er på ferie nu, men jeg bliver længere og møder også før ind igen. Jeg skal blive klar.
– Forhåbentlig kan jeg være med resten af holdet i pre-season allerede. Måske ikke på hundrede procent, men det går fremad for hver dag der går, så jeg håber, at jeg kan være klar til den første Premier League-kamp.
Manchester City sluttede på Premier Leagues tredjeplads i den forgangne sæson, og hverken i Champions League, FA Cup'en eller EFL Cuppen gik man hele vejen.
Manchester City spiller deres næste kamp, når de møder oprykkerne fra Brighton ude den 12. august i Premier League. Få timer efter kampen flyver Guardiola og co. så til Spanien, hvor de skal på fire dages træningstur og spille en venskabskamp mod Girona den 15. august.
Annonce