BEKRÆFTET: Arsenal møder All Star-mandskab
Forberedelserne til 2023/24-sæsonen er allerede i gang for Premier League-klubberne.
Ligaens førerhold fra Arsenal har i dag annonceret, at de tager på pre-season tour i USA til sommer.
The Gunners skal møde et udvalgt All Star-hold fra MLS, hvor Wayne Rooney skal stå i spidsen for MLS-mandskabet.
– Vi kan bekræfte, at vi spiller mod et MLS All Star-hold med Wayne Rooney i spidsen den 19. juli på Audi Field i Washington DC, lyder det i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Tirsdagens rygtebørs: Her er Tottenhams krav for Kane-salg
Arsenal var også i USA sidste sommer, hvor man bl.a. mødte Orlando City og Chelsea i Florida Cup.
– Vores kamp mod et MLS All Star-hold er en god mulighed for Mikel og truppen til at forberede sig til næste sæson, og vi får stærk modstand. Vi arbejder i øjeblikket på vores pre-season, og vi ser frem til at kunne annoncere yderligere detaljer snart.
Indtil videre er der kun én kamp på programmet, men det forventes, at Arsenal kommer til at spille flere kampe i det amerikanske.