Bekræfter skifte: Tæt på Manchester United
Inden længe vil Manchester United lande tre store aftaler.
Den første aftale omhandler Erik ten Hag, der får sin kontrakt forlænget.
Men hollænderen vil også få tilgang af en hollandsk duo.
Og det bekræftes nu af den ene part, René Hake, der, sammen med Ruud van Nistelrooy fremover skal fungere som assistenttrænere for De Røde Djævle.
Hake kommer til klubben fra et job som cheftræner for hollandske Go Ahead Eagles, der sluttede på en placering som nummer ni i Æresdivisionen i den forgangne sæson.
Nu har han selv bekræftet, at overgangen er nær ved.
– Det er næsten uvirkeligt, fortæller Hake i et interview med Algemeen Dagblad, hvor han også slår fast, at der har været tale om en no-brainer. Altså en beslutning, der ikke har krævet den store tankegang.
Hake indrømmer, at muligheden for et ophold hos Manchester United er en glimrende mulighed for ham.
Rokaden på trænerposten skyldes, at den vellidte træner Benni McCarthy forlader klubben, når hans kontrakt ophører i morgen, søndag.
Derudover forlod Eric Ramsay klubben til fordel for Minnesota United tilbage i februar.
Manchester United sluttede – under ledelse af Erik ten Hag – på en historisk dårlig ottendeplads i Premier League i den forgangne sæson, der var stærkt plaget af skader.
Til gengæld vandt klubben noget overraskende FA Cuppen med en sejr i finalen over Manchester City, og det kan have været afgørende for, at Ten Hag har fået lov til at fortsætte i rollen som klubbens manager.


















