Begejstret Chelsea-legende: Ziyech som en blanding af Hazard og Fabregas
Hakim Ziyech startede sin Chelsea-karriere på sidelinjen med en skade, men marokkaneren har i den grad taget hævn for den tabte tid siden returen tidligere på efteråret. Med to mål og tre assists i sine første syv kampe for The Blues, samt et utal af flotte afleveringer og lækre detaljer, har den 27-årige playmaker allerede spillet sig ind i Chelsea-fansenes hjerter.
Og klublegenden Pat Nevin er da heller ikke i tvivl om, at Ziyech bliver en succes på Stamford Bridge.
– Det var en utrolig præstation, der gav små glimt, der mindede om det bedste fra Eden Hazard det ene øjeblik og så Cesc Fabregas' genialiteter to minutter senere, udtaler han ifølge talkSPORT om Ziyechs præstation i 4-1 sejren mod Crystal Palace, hvor han stod for to oplæg.
– Jeg kan allerede se tegningerne til noget specielt med Reece (James) og Hakim. Du kan måske stoppe den ene, men det vil skabe plads til den anden. Timo Werner har tydeligvis fundet ud af, at han er en god fyr at kende, tilføjer Nevin.
Hakim Ziyech og Chelsea skal næste gang i aktion, når de den 21. november gæster Newcastle i Premier League.