Bedøm selv: Var der straffe til Chelsea?
Det lignede længe endnu en skuffelse på eget græs for Chelsea, da Crystal Palace onsdag aften gæstede Stamford Bridge, men mod slutningen af kampen fik indskiftede Noni Madueke tilkæmpet sig et straffespark.
Den lynhurtige kantspiller nåede akkurat bolden foran Eberechi Eze, som endte med at nedlægge sin landsmand med en klodset aktion.
I første omgang dømte kampens dommer Michael Salisbury dog ikke noget, og spillet fik lov til at fortsætte et lille stykke tid, inden han blev kaldt til skærmen for at se situationen igennem.
Her tilbragte dommeren dog ikke særlig lang tid, inden han besluttede sig for, at han havde lavet en klar og åbenlys fejl, hvorfor han pegede på straffesparkspletten.
Det efterfølgende straffespark omsatte Noni Madueke selv stensikkert, og han endte dermed som matchvinder for Chelsea, som tog en meget tiltrængt sejr.
I videoen øverst i artiklen kan du vurdere, om du mener, at det var rigtigt af Michael Salisbury at give et straffespark til Chelsea i situationen.
Chelsea var tidligt kommet foran ved Mykhaylo Mudryk i første halvleg, inden Michael Olise kort før pausen fik udlignet for Crystal Palace.
Med 13 minutter tilbage af opgøret troede Nicolas Jackson, at han havde bragt Chelsea foran, men den senegalesiske angriber havde akkurat placeret sig i en offsideposition, inden han sendte bolden i mål.
I sidste ende endte Noni Madueke dog altså med at blive helten for The Blues, som er på 10. pladsen i Premier League med 25 point efter 19 kampe. Det er samme antal point som Wolverhampton og Bournemouth, der dog begge har en dårligere målscore.
Crystal Palace er nummer 15 med 18 point og er nu kun tre point over nedrykningsstregen. The Eagles har ikke vundet siden begyndelsen af november, og i alt er det kun blevet til to sejre siden 4. september.