Bedøm selv: Koster Onana et mål?
Manchester United var foran 2-0, men så sparkede Hakim Ziyech et frispark i mål og bragte Galatasaray tilbage i opgøret før pausen.
Det var dog en afslutning, som André Onana måske med rette vil føle, at han burde have gjort mere ved.
Manchester Uniteds målmand havde stillet sin mur op ved frisparket og placeret sig i det fjerneste hjørne for Ziyech. Onana valgte dog at flytte sig ind bag muren, og det kostede dyrt.
Ziyech havde muligvis luret, at Onana ville flytte sig, for den tidligere Chelsea-spiller sparkede uden om muren og mod det hjørne, som Onana havde tænkt sig at dække.
Sparket snød United-keeperen og gik i mål – og i kommenteringen var Carsten Sæbye og Stig Tøfting enige om, at han skulle have gjort det bedre.
I videoen øverst i artiklen kan du se målet og selv vurdere, om Onana skulle have leveret en redning.