Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

BBC: Shaw er væk til sommer

Af Gustav Tornby
18.03.2018 Kl. 21:28
Luke Shaw står til at forlade Manchester United til sommer efter seneste omgang kritik fra José Mourinho. Det skriver BBC.
Generelt var José Mourinho ikke særlig tilfreds med Manchester Uniteds præstation mod Brighton, men især Luke Shaw fik kritik for sin præstation.
 
– Luke, jeg kan ikke sige meget mere. Det er en relation med personligheden. Det er en relation til tillid, det er en relation til klasse, sagde Mourinho ifølge Goal.
 
Den engelske venstre back blev pillet ud i pausen af lørdagens FA Cup-kamp og erstattet af Ashley Young, som også har været den foretrukne venstre back for Manchester United i store dele af sæsonen.
 
– Min grund var, at vi på banen arbejder med bestemte bevægelser. De to backs skal være meget aggressive og altid være foran for at skabe plads til Matic (Nemanja Matic, red.) og Scott (McTominay, red.), så de kan spille foran de to centrale forsvarsspillere.
 
– Og det havde jeg ikke med Luke eller Antonio Valencia. Jeg skiftede ikke begge, fordi det var for aggressivt at gøre det, og så ville jeg kun have én udskiftning mere til 90 minutter. Hvis vi så havde gået i forlænget spilletid, ville jeg få mulighed for en fjerde udskiftning. Men at gå ind til 45 minutter med kun én udskiftning ville være for aggressivt, syntes jeg.
 
– Men for at forbedre vores offensiv og blive mere aggressive skulle jeg skifte én. Jeg besluttede mig for Luke, fordi Antonio i det mindste var i stand til at positionere sig defensivt, lød den store kritik fra Mourinho. 
 
Nu tyder meget også til, at Shaw er fortid hos Manchester United til sommer, skriver BBC.

Mediet melder, at folk tæt på den engelske back har været rasende over den offentlige natur af Mourinhos kritik. 

United har udløst optionen på endnu et år i Shaws kontrakt, men det lyder fra BBC, at med mindre Mourinho markant ændrer sit synspunkt på Shaw, så bliver backen formentlig solgt til sommer. 

Annonce