Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

BBC: Phil Neville kan blive engelsk kvindelandstræner

Af Pelle Rigtrup
13.01.2018 Kl. 08:56
Den tidligere Manchester United- og Everton-spiller er angiveligt i spil til at overtage jobbet som engelsk kvindelandstræner.

Phil Neville spillede et hav af kampe for både Manchester United og Everton i Premier League, indtil han i 2013 valgte at indstille karrieren. 

Siden da har han haft kortvarige assistentroller i United og Valencia, men nu kan den tidligere forsvarsspiller være på vej mod karrierens største trænerjob. 

Ifølge BBC er han i spil til at overtage jobbet som landstræner for det engelske kvindelandshold, der i sommer nåede semifinalerne ved EM-slutrunden. 

Dengang stod Mark Sampson i spidsen for holdet, men han blev i september fyret på grund af upassende opførsel. 

Siden da har Mo Marley midlertidigt været landstræner, mens det engelske fodboldforbund har ledt efter en ny mand eller kvinde til posten. 

Planen var, at den nye landstræner skulle være på plads, inden 2017 sluttede, men Chelseas Emma Hayes, Arsenals Laura Harvey og Canadas John Herdman har alle takket nej til jobbet, hvilket har efterladt fodboldforbundet med få muligheder, og de overvejer nu at gå efter Neville. 

Phil Neville er på det seneste begyndt at følge flere engelske kvindelandsholdsspillere på Twitter, og det tyder dermed på, at han er interesseret i jobbet. 

Annonce