Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

BBC: Lukaku er ved at opgive drømmen om Inter

Af Steffan Axelsen
12.07.2019 Kl. 21:19
Det lader ikke til, at Inter og Manchester United kan opnå enighed om en pris på Romelu Lukaku.
Romelu Lukaku har længe ønsket et skifte fra Manchester United til Inter.
 
De to klubber har dog også i længere tid forhandlet om en pris på den belgiske angriber, hvilket kulminerede torsdag, da Inters sportsdirektør Piero Ausilio fløj til Manchester for at finde en løsning og opnå enighed med Uniteds pendant Ed Woodward.
 
Men enigheden udeblev, hvilket nu har frustreret Romelu Lukaku betydeligt.
 
Ifølge BBC Sport – der har en reporter i Australien for at følge Manchester Uniteds træningstur down under – har den belgiske angriber efterhånden opgivet drømmen om et skifte til Italien og i stedet indfundet sig med, at han sandsynligvis også er United-spiller, når den nye sæson indledes i august.
 
Stenen i skoen er de £90 millioner, som Manchester United forlanger for Romelu Lukaku, der stadig har tre år tilbage af sin kontrakt.
 
Inter har ikke de midler, og da klubben først lige i maj er sluppet ud af UEFA's overvågning af deres eventuelle brud på Financial Fair Play, tør de ikke vride citronen og hoste op med så højt et beløb.
 
Kun store salg af eksempelvis Mauro Icardi og Radja Nainggolan kan genåbne forhandlingerne mellem de to klubber, melder BBC Sport.
 
Nyheden vil være som en våd klud i ansigtet på både Inter-træner Antonio Conte, der også i sin tid i Chelsea ønskede Lukaku, og Lukaku selv, der gerne vil prøve nye udfordringer af.
 
Ole Gunnar Solskjaer skulle stadig være interesseret i at have Romelu Lukaku som en del af United-truppen, men prioriteten skulle fortsat være at starte med Marcus Rashford i angrebet.
 
Inters dyreste indkøb skal spores hele 20 år tilbage, da klubben i 1999 købte Christian Vieri for £44,5 millioner.

 

Annonce