BBC: Carneiro færdig i Chelsea
Efter sæsonens første kamp mod Swansea blev Eva Carneiro udsat for hård kritik af Jose Mourinho.
Det skyldes, at hun løb på banen i de døende minutter i kampen mod Swansea, da hun ville behandle Eden Hazard, som var blevet fældet.
Chelsea var allerede én mand i undertal efter Thibaut Courtois' røde kort, og da Eva Carneiro var løbet på banen siger reglerne, at Eden Hazard skal ud af banen og skal have tilladelse af dommerne for at komme ind igen. Jose Mourinho udtalte følgende efter kampen:
– Når man går på banen, er det vigtigt at vurdere, om det er en slem skade. Jeg var helt sikker på, at det ikke var noget seriøst. Han fik et slag og var meget træt, men min lægestab traf en impulsiv beslutning. Det var naivt, og det efterlod mig med otte markspillere på banen.
Efter længere tids spekulationer om Eva Carneiros fremtid i Chelsea melder BBC nu, at hun og Chelsea har opsagt samarbejdet.