Bayern München udtaler sig kryptisk om Martial-interesse
Det er svært at vurdere, hvad man skal lægge i Bayern Münchens seneste udtalelser – eller mangel på samme – om Anthony Martial.
Den 22-årige angriber har gjort det klart, at han ønsker at forlade Old Trafford denne sommer, og Bayern München skulle være én blandt flere klubber, der monitorerer situationen.
Derfor spurgte journalister også ind til rygterne om Martial til Bayern München, da klubbens nye træner – Niko Kovac – blev præsenteret mandag.
Svaret fra sportsdirektøren Hasan Salihamidzic til journalisterne var en kende kryptisk:
– Disse ting diskuterer vi kun internt. Hvis der er noget at fortælle jer, skal vi nok gøre det, sagde sportsdirektøren, da han blev direkte adspurgt, om der var hold i rygterne.
Det kan enten betragtes som et diplomatisk svar, eller også kan man tolke det som om, at Bayern München ikke vil udelukke et forsøg på at signe Martial.
Faktum er, at det formentlig bliver en dyr omgang, hvis den tyske storklub ønsker at hente franskmanden denne sommer – potentielt som erstatning for Arjen Robben eller Franck Ribery.
Manchester United har allerede afviftet Martial-interessen fra Tottenham, da The Red Devils forlanger "skøre summer penge" for den 22-årige angriber.