Barcelona mangler penge: Tilbyder Coutinho til to Premier League-klubber
Barcelona har lige nu ikke penge nok til at købe Lautaro Martinez, som klubben så gerne vil have fat på. Men det skal et salg af Philippe Coutinho hjælpe med, og derfor er brasilianeren nu blevet tilbudt til to Premier League-klubber, der kunne tænkes at have en interesse i ham.
Det erfarer Goal i dag.
Gennem et stykke tid har det stået klart, at Coutinho ikke er en del af planerne i Barcelona, og som en konsekvens deraf har den spanske storklub nu tilbudt midtbanespilleren til både Arsenal og Newcastle.
Begge Premier League-klubber er gennem noget tid blevet meldt interesserede i den tidligere Liverpool-stjerne, men de to engelske hold har endnu ikke svaret på Barcelonas tilbud.
På nuværende tidspunkt er det således også uvist, hvad der sker for Arsenal og Newcastle på både den sportslige og økonomiske front.
En lejeaftale med Barcelona kan også komme på tale, eftersom La Liga-klubben er klar over, at det bliver svært at få en klub til både at betale en transfersum og spillerens høje løn.
I denne sæson har Coutinho været udlejet til Bayern München med blandet succes, hvorfor den tyske storklub heller ikke vil købe ham.