Barcelona har taget kontakt til Chelsea: Vil leje Christensen
David Luiz og Antonio Rüdiger har i denne sæson været Maurizio Sarris foretrukne midtstopperpar, mens danske Andreas Christensen pænt har måttet tage plads på bænken eller tribunen i stort set samtlige Premier League-kampe.
Den manglende spilletid har medført en del rygter om danskerens fremtid, og på det seneste har der været meget snak om interesse fra FC Barcelona.
Catalanerne har angiveligt udset sig Christensen som erstatning for den knæskadede Samuel Umtiti, og ifølge lokalavisen London Evening Standard har de taget kontakt til Chelsea for at høre, om det er muligt at leje den danske midtstopper resten af sæsonen.
FC Barcelona håber, at en eventuel lejeaftale kan føre til en permanent en af slagsen, når sæsonen er slut, men London Evening Standard skriver, at Chelsea allerede har afvist catalanernes forespørgsel.
The Blues ønsker nemlig under ingen omstændigheder at give slip på 22-årige Christensen, der tidligere på året forlængede sin kontrakt med klubben.
Christensen har blot fået en enkelt kamp i Premier League, mens han har været fast mand i Carabao Cuppen og Europa League. Han forventes derfor også at starte inde, når Chelsea senere i dag møder Bournemouth i Carabao Cuppen.