Barca tror stadig på Coutinho-handel - vil sende midtbaneprofil til Anfield
FC Barcelona meldes af flere troværdige medier interesseret i Liverpools Philippe Coutinho, men Liverpool har hidtil ikke vaklet i deres holdning til situationen. Coutinho er ikke til salg.
Spanierne har ellers, ifølge Goal.com, forsøgt sig med et pænt bud på £72 millioner. Et bud der blankt blev afvist.
Spanske medier skrev i går, at Liverpool havde fortalt Barcelona, at de kræver €150 millioner for Coutinho. En historie der ifølge Liverpool Echo ikke er sand. Liverpool har ikke fortalt Barcelona andet, end at de ikke vil sælge deres stjerne.
Nu beretter troværdige Sky Sports dog, at FC Barcelona stadig tror på, at de kan hente Philippe Coutinho på trods af Liverpools hidtidige afvisninger.
Ifølge mediet tror Barca på, at et bud på omkring €100 millioner, hvilket svarer til næsten 750 millioner kroner, vil være nok til at få Liverpool til at acceptere buddet.
Sky slår dog fast, at Liverpools standpunkt stadig er, at de under ingen omstændigheder vil sælge Coutinho, men Barcelona er altså overbevist om, at dette blot er for at holde dem på afstand, og at et bud på €100 millioner – der vil svare til Manchester Uniteds transferrekord ved købet af Pogba – vil være nok til, at Coutinhos ønske om et skifte til FC Barcelona vil gå i opfyldelse.
Lige nu overvejer Barcelona så, hvorvidt de ønsker at smide så mange penge for Liverpool-stjernen, som de oprindeligt 'blot' ville spendere €80 millioner på.
Daily Mirror erfarer tilmed, at FC Barcelona overvejer at tilbyde Ivan Rakitic i bytte for Coutinho.