Bagsiden af medaljen: Caulker taler ud om selvmordstanker og afhængighed

Steven Caulker har været anset som et stort engelsk forsvarstalent, og han har da også været på kontrakt i både Liverpool (leje) og Tottenham. Her formåede han ikke at slå igennem, og han er nu at finde hos QPR, hvor han dog ikke har spillet siden oktober måned på grund af en hofteskade og, viser det sig nu, store personlige problemer.

Tingenes tilstand er ikke blevet bedre for den 25-årige Caulker, der en søndag morgen i marts blev arresteret af det engelske politi. Det skete da han modsatte sig at udføre en alkoholtest efter en mindre bilulykke. Det endte med, at Caulker mistede sit kørekort for spirituskørsel og nu, tre måneder senere, taler han ud i et usædvanligt ærligt interview med The Guardian. Her taler han åbent om ludomani, alkoholisering, depression og selvmordstanker. Bagsiden af verden i verdens mest eksponerede sportsgren.

– Jeg har hadet mig selv i årevis. Jeg har aldrig forstået, hvorfor jeg ikke kunne være som alle andre. Da jeg var dreng var fodbold det sted, jeg flygtede hen, men da jeg blev professionel var det pludselig også et sted med pres. Så skulle jeg have noget andet at flygte hen til.

– Min måde at komme af med presset på var, også i mine tidlige år som spiller, gambling. Jeg er misbruger. Afhængig af at vinde. Folk siger, det er godt i fodbold, men det er det ikke i gambling. Jeg var afhængig af at prøve at snyde systemet. Man tror der er et system og at man kan slå det. Man kan aldrig få ind i sit hoved, hvordan man ikke kan vinde.

– Jeg har haft søvnløse nætter igennem hele min karriere. Jeg har siddet oppe indtil klokken fem om morgenen og tænkt alle mine dårlige beslutninger igennem igen. Alt, jeg nogensinde har lavet i mit liv, og bekymret mig om, hvad der mon kom næste gang.

– Tottenham sendte mig til Bristol City på lån da jeg var 18 år gammel. De satte mig i en lejlighed i midtbyen – omringet af natklubber og med to kasinoer lige overfor. Med den slags penge jeg aldrig havde set før i mit liv. Ingen til at guide mig nogen steder. Jeg blev engang trukket til side af en fra staben i Bristol. Han sagde, jeg var blevet set på et kasino klokken tre om natten. Han sagde bare ''hvad du laver i din fritid, det er dit problem. Bare ikke lad det gå ud over din præstationer på banen'', husker Caulker.

– Da jeg kom tilbage til Tottenham gamblede jeg hele tiden. Jeg var oppe til sent om natten og på kasino. Jeg tror dét, at jeg aldrig følte mig god nok, spillede en stor rolle i det. Jeg følte aldrig, jeg var så god som dem på førsteholdet, men en stor sejr på kasinoet og penge på lommen kunne være ligeså godt, tænkte jeg. At blive droppet gjorde det endnu værre for mig, fordi fodbold altid er det, jeg har kunnet regne med. Det fik mig til at føle mig bedre tilpas som barn. 

– Det var gambling hver dag i den tid. Smerten over at tabe alle mine penge kombineret med den skam og skyldfølelse. Det åd mig op indefra. Så jeg drak mig selv ind i en anden verden i stedet, så jeg ikke kunne mærke noget. Jeg var ude af kontrol.

Steven Caulker fortæller herefter om, hvordan Tottenham-formanden Daniel Levy gav ham et ultimatum om at ændre sit liv eller at forlade klubben.

Et ultimatum, som unge Caulker afslog. Han forlod klubben og endte i walisiske Cardiff City, hvor tingene gik godt – i hvert fald til at starte med. Caulker havde succes som klubbens anfører, Indtil den dag manager Malky Mackay blev fyret og en ny manager kom til. Herefter gik tingene skævt for Caulker, der rykkede ned med klubben og derefter måtte skifte til London-klubben Queens Park Rangers.

– Jeg endte i QPR i sommeren 2014. Jeg forsøgte at holde sammen på det hele. Så kom kampen hvor vi blev smadret 4-0 mod Tottenham. Den følelse på banen på White Hart Lane. Jeg vidste, jeg var blevet ydmyget. At Levy sad og tænkte 'jeg sagde det jo'. Det var en fejl at forlade Tottenham og min fortrydelse fyldte alt. Fra det øjeblik eskalerede det hele. Jeg gik rundt i dage uden at sove. Jeg ved ikke hvordan jeg overlevede det. Det år var et mareridt.

– Det var en ond cirkel. Når vi tabte i weekenden gik fansene imod mig og jeg knækkede. Jeg ville så gerne hjælpe os med at vinde, men vi var bare ikke gode nok. Jeg tog ansvar for alle holdets følelser. Jeg kunne ikke sove. Min eneste lettelse i den tid var alkoholen. Jeg ville tysse på stemmerne af selvhad og tvivl. Selvfølgelig kun midlertidigt, men alligevel. Så var jeg for fuld til at gå til træning. Jeg fil blackouts – jeg kunne intet huske. Jeg vågnede om mandagen og kunne ikke huske hvad jeg havde lavet siden lørdag aften. Jeg kunne bare rulle om på siden i min seng for at se beskederne på min telefon, hvor der kunne stå ''gjorde du virkelig det der? manageren vil tale med dig''. Jeg så tit videoer på politistationen af ting jeg havde gjort, som jeg end ikke huskede.

– Jeg gamblede en sidste gang og tabte en masse penge i december. Et sidste tab. Det var den aften jeg endelig accepterede, at jeg ikke kunne vinde. At der ikke var en hurtig vej ud, ikke mere dagdrømning. Jeg kunne ikke redde verden gennem én god aften ved rouletten. Det var fantasi, der tog mig væk fra virkeligheden.

– Jeg overvejede selvmord meget i den periode. En mørk tid. Alt jeg havde gået igennem med fodbold; hvor havde det bragt mig hen? Skyld og skam var det eneste, der var tilbage.

– Jeg har nok tabt 70 % af det jeg har tjent som spiller. Når man taber så mange penge. Den skyld. Alle de menneskers liv, man kunne have ændret. Der var ingen vej ud mere andet end at forlade det her sted. Men i et klart øjeblik vidste jeg, jeg ikke kunne gøre det. På grund af min søn. Jeg har ikke gamblet siden december, men alkoholen fyldte hullet i en periode derefter. Jeg blev mere og mere deprimeret. Lige indtil den 12 marts, da jeg mistede mit kørekort. Da indså jeg, at mit liv var blevet ustyrligt.

– I for langt tid hadede jeg alt ved mig selv. Jeg skulle lære at elske mig selv igen. Jeg savner fodbolden helt vildt. Jeg har ikke nydt fodbolden siden jeg var i Cardiff. Jeg vil ikke skrive mit navn på Google for så at se en liste af ydmygende historier. Jeg vil have, at folk husker mig som en fodboldspiller, der var god nok til at repræsentere sit land 20 gange og stadigvæk har 10 år tilbage i fodbolden.

– Jeg spillede på højeste niveau, da jeg kun var 40 % af mig selv. Nu har jeg det godt mentalt og jeg vil gerne vise folk, inklusiv min søn, hvad jeg virkelig kan. Når mulighden kommer, så er jeg stadigvæk bare glad for at være i live, slutter Caulker.

Caulkers karriere i tal (permanente klubber markeret med sort): 

2009–2013 Tottenham Hotspur 18 (2 mål)

2009–2010 → Yeovil Town (lån) 44 (0)

Vi har oversat de passager af interviewet, vi fandt mest interessante, men du kan læse den FULDE version hos The Guardian her.