Azpilicueta: De bedste spillere vil stadig til Chelsea trods manglende CL-fodbold
Chelsea har afsluttet en skuffende sæson, der endte med en femteplads i Premier League og en tidlig exit i Champions League. Det kunne en triumf i FA Cuppen ikke rette op på.
Dermed skal London-klubben ikke spille Champions League i næste sæson, og spekulationerne går på, om det vil få indflydelse på Chelseas transfervindue. Det tror Cesar Azpilicueta dog ikke, at det vil.
– Selvfølgelig vil de store spillere stadig komme til Chelsea, fordi vi vinder mange titler. Jeg er ikke i tvivl om, at klubben vil få en trup, der kan kæmpe med om titlerne. Jeg er sikker på, at det vil ske, fortæller forsvarsspilleren til London Evening Standard.
– Hvis klubben beslutter sig for, at vi har brug for nye spillere, så er jeg sikker på, at vi vil få den kvalitet, vi vil have. Det var vigtigt at slutte sæsonen af med et trofæ. Det viser, at vi stadig er vindere. Når resultaterne ikke er der, kigger folk efter noget andet.
Cesar Azpilicueta er udtaget til den spanske VM-trup, og i den kommende tid vil hans fokus ligge på landsholdet.